Ryde-Handbjerg-Stendis Seniorklub
Foreningen er stiftet af den tidligere overlærer, Kaj Jensen, fra Ryde Skole. Den har til formål at tilgodese den ældre aldersgruppe med godt samvær og aktiviteter.
Vi mødes tirsdage kl. 14-16 i Cafeen på Margrethe Reedtz Skole, Skolevænget 14, Ryde, 7830 Vinderup.
Når vi mødes, begynder vi med tre kvarters aktiviteter, efterfulgt af en halv times pause med kaffe og fællessang, hvorefter vi igen har tre kvarters aktiviteter.
Aktiviteterne kan være skak, brætspil, bob og håndarbejde, hvor vi hjælper hinanden med opskrifter og ideer.
Hver tredje uge er der desuden mulighed for undervisning i computerbrug. Her er det også muligt at få hjælp til akutte computerrelaterede problemer.
I maj måned tager vi på en heldagsudflugt med bus og hen over sommeren har vi 1-2 halvdagsudflugter til lokale seværdigheder, fx til Fur eller Daugbjerg Kalkgruber. Her holder vi også pause på et skønt sted med kaffe, brød og samvær.
Desuden holder vi en årlig julefrokost.